Part regler 
At have part:
At have part betyder, at man øver sig i at have egen pony. Med alt hvad det indebærer.
Vi forventer, at de der søger part har så meget erfaring med arbejdet omkring ponyerne, at de er i stand til selv at hente og bringe ponyerne på fold, strigle og sadle op, samt er i stand til at varetage en foderopgave - eller har forældre der kan. Der skal være 100 % forældreopbakning. Part under 16 år skal altid have en voksen med i klubben, når man er sammen med ponyen. Både når der strigles og rides.
Som part har man ponyen fredag, lørdag, søndag i de almindelige uger samt på helligdage og i ferier. Ponyen skal have 1 fridag i weekenden. I Ferier skal ponyen tilses/motioneres 4 gange/ugentligt.
Man må kun springe når der er en underviser til stede. Man må øve bomtræning med bomme på jorden.
Skal man have ekstra undervisning, skal det være en af klubbens undervisere. Her betaler man selv underviseren og betaler et gebyr på 25 kr. til klubben.
Det er vigtigt at variere ridningen af ponyen, så den oplever andet end at gå på banen. Rider man en tur i Poulstrup, skal der fjernes klatter. Man må ikke ride på Klosterruten. Rider man tur, er det altid ifølge med en voksen.
Man rider max 60 min, med gode skridt pauser.
Det er kun part rytteren der rider på ponyen, man låner ikke ud til venner og veninder.
Man får som udgangspunkt undervisning på den pony, man har part på.
Ponyen har sit eget hovedtøj, sadel og udstyr som skal bruges. Man må ikke ændre på indstillingen af hovedtøjet.
Parten står for rengøring af udstyret. Underlaget og gjorden vaskes jævnligt, i de varme måneder gerne 1 gang om ugen.
Man klipper kun man, hale og pandelok efter aftale med bestyrelsen.
Der må kun bruges pisk og spore som hjælpemiddel efter aftale med underviseren.
Man slår ikke sin pony, den skal behandles med tålmodighed og man er rolig omkring den. Der løbes/leges ikke omkring ponyerne.
Klubben efterlades i pæn stand, så der er klar til de næste der kommer.
Bliver ponyen syg eller skadet, kan man i samarbejde med bestyrelse/dyrlæge få en opgave med medicin eller genoptræning.
Man giver bestyrelsen besked hvis ponyen har tabt en sko, virker halt o.l.
Man gør hvad man kan for at finde tabte grimer/klokker på folden. Man hjælper med at tjekke om hegn og folde er i orden.
Som part forpligter man sig til ca 2 fodervagter om ugen. Man får oplæring til fodring og kan altid spørge, hvis man er i tvivl. Der skal fjernes klatter, gives wrap og halm og gives foder.
Som den der fodrer skal man kigge på om alle ponyerne er ok, evt smøre hove eller andet.
Man skal selv sørge for at bytte sin vagt, hvis man er forhindret.
Der kan være weekender hvor ponyen skal bruges til et arrangement. Det kan være stævne, ridelejr mm. Her er det en skolepony først og fremmest og alle har lige ret til ponyen. Her kan man ikke forvente, at man har ponyen for sig selv.
Som part rytter får man stillet et skab til rådighed til udstyr. Vi forventer at man holder orden omkring det.
Som part rytter kan man låne ponyen med på tur ud af klubben. Det kan være stævner osv.
Ønsker man at låne ponyen, skal det være efter aftale med bestyrelsen. Der skal udfyldes en kontrakt hver gang.
Alt transport skal foregå på lovlig vis af hestekyndige.
Alt udlån af klubben er på låners ansvar. Dvs ulykke, sygdom, skader osv når ponyen er lånt ud er for låners regning. Ponyen udlånes kun til dagstur og skal være tilbage i klubben samme dag.
Det forventes at man deltager i klubbens sociale liv og hjælper til. Herunder ture med ponyerne, arbejdsdage, arrangementer osv.
Der er mødepligt for en forælder med rytter til de to arbejdsdage i klubben, som afholdes forår og efterår.
Sådan søger du part
Ønsker du part, skal du udfylde en ansøgning. Denne afleveres i klubbens postkasse eller sendes til rideklubpoulstrup@gmail.com. Parten går fra 1/1 og et år frem. Den opsiges med en måneds varsel. Underviserne gennemgår ansøgningerne og vurderer sammen med bestyrelsen, hvilken part der passer til hvilken pony. Man kan godt blive tilbudt part, på en anden pony end den man har søgt på.
Man kan søge om en hel part hvor man er alene om parten eller halvpart hvor man deler.
Ved halv part har den ene part typisk lige uge og den anden ulige uge. Ferier deles ligeligt mellem de to parter.
Ønsker man at deltage i stævne, skal det som udgangspunkt være i egen weekend, man kan dog aftale, at bytte med sin medpart.
Vi forventer at der er respekt for beslutningen om part. Vi kan desværre ikke opfylde alle ønsker.
Pris på helpart: 350 kr om måneden incl. halkort.
Pris på halv part: 200 kr om måneden incl. halkort.